Måske havde, de væsener
klædt i de hvide kitler, ret.
Jeg fodrede dig med dén smerte
som mit inderste væsen, led.

I dit skrøbelige og lille væsen
kunne jeg se smerten
afspejle sig i dine øjne.

Anerkendelse

Jeg troede, at jeg havde taget
de nødvendinge forsigtigheder
for at forhindre dig
i, at også, se det

Skyld

Men en dag så jeg
i dine i øjne
at du kiggede dig selv
i dem -.

Sorg

Og jeg skreg i min pude
Jeg råbte og bad om
selv-tilgivelse
for at have svigte dig

Fortvivlelse

Og jeg skreg i regnen
Jeg råbte og bad om
din - tilgivelse
for at have svigte mig selv

Fortvivlelse og Lidelse

Jeg druknede mine tåre
i den oprørte hav

Sorg og Resignation

Nu ved jeg hvordan
stille man græde kan
Nu ved jeg hvordan 
skriger man uden stemmer 
Nu ved jeg...
at der er
kort tid tilbage

Resignations Lærdom

-Jeg véd dét.-
Jeg kan allerede smile

Ligegyldighed